søndag den 27. september 2015

Jensens Bøfhus - tæt på motorvejen ved Tilst

Jeg har startet en lille rundtur i landet for at se på, hvilke spisemuligheder der er, når man er på tur på de danske motorveje.

Mens vi kørte på motorvejen kunne Lisbeth berette om, at Jensens Bøfhus i Tilst altså kun lå 3 km fra motorvejen... så den kunne godt anmeldes på kokkens blog under mit nyopfundne koncept og interesse omkring hvad, og hvor vi kan spise når vi kører på de danske motorveje. Jamen så må vi jo gøre det. Fruen er fiks og ringede straks for at sikre sig, at de havde et bord klar til os. Fra bagsædet kunne man høre de små spørge "kan man få cola?"

De har i øjeblikket et søndagstilbud, hvor børnene spiser gratis! Det er da om noget familieorienteret. Vi byder velkommen til en familierestaurant.


Service/Betjening: Vi blev mødt af en ung mand med stort smil, som gav os en behagelig velkomst. Vores tjener ved bordet var også utrolig servicemindet og med et smil på læben. :o) Børnene fik endda selv lov at vælge farve på den ballon som de fik, da vi tog afsted. Service, det forstår de her på Jensens.

Vi spiste:



Jeg fik bacon/cheese burger med tykke fries, ketchup og majonæse. I burgeren var der lidt salatblade, et par skiver tomat, dressing og selvfølgelig bacon og ost. Det var en ok burger uden at være prangende. Bollen var en grov en af slagsen, så den var helt i orden. Den kostede 129,- 



Lisbeth valgte Rump steak. Fruen syntes, at bøffen var fin mør og tilmed stegt perfekt rosa, lige som hun ønskede. Så kunne det ikke gå helt galt derfra. Favorit saucen var også i orden. Der var rigeligt med tykke fries (gratis opfyldning). Fruen havde valgt at tilkøbe en omgang grillede grøntsager for at få lidt grønt på tallerknen. 
149,- for bøffen plus 19,- for grillede grøntsager. Det er vel en fair pris, men heller ikke mere, når man tænker på, at der ikke er brugt mange minutter på at forberede til sådan en ret. 



Børnene fik pizza, små gulerødder og soft ice til dessert. Næsten gratis... vi måtte slippe 10 kr. pr. barn for gulerødderne! Det er jo stadig rørende billigt, men der manglede lige lidt mere info omkring, hvad der er gratis til børnene. Bortset fra denne lille svipser var servicen helt i top, og med godt humør trods travlhed i restauranten.



Cola og pizza... kokkens børn var glade! Hmm jeg skal nok få dem til at spise hummerhaler og dippe dip!








Restauranten: Der var pænt og nydeligt i restauranten samt en hyggelig stemning blandt gæsterne. Personalet så også ud til at være i god stemning, trods de havde rigeligt at se til.

Toiletter: De var pæne og rene. Der var dog kun ét wc på herretoilettet. Det er ikke meget når restauranten er helt fuld.
 
Til børn: Der var et lille legerum i kælderen. 15 kvm. med lidt puder og to små skærme på væggen. Væggene var dekoreret rigtig fint, men jeg må dog alligevel sige, at det var et lidt tamt legerum - og i et lille kælderrum uden vinduer bliver det aldrig rigtig hyggeligt.

P-forhold: Der er rigtig mange parkeringspladser. Så den er i orden.    

Jensens Bøfhus ved man hvad man får. Ikke de store udsving og overraskelser. Standard mad i familiehøjde!

onsdag den 16. september 2015

Bounty? Ja tak!

Står du mangler en lille fræk ting, som du kan servere for dine gæster, så kommer her en meget nem og simpel opskrift på lækre hjemmelavede bounty. Dine gæster vil helt sikkert sige "wow, hvor har du meget overskud" Det var da noget i den stil Lone, Linda og Andreas sagde i går :o)

Det er lækkert at imponere, når det er så taknemmeligt som disse bounty. 

Bounty - den i rød indpakning! (altså mørk chokolade;o)) 

Så er der hjemmelavet bounty


Ingredienser
1 ds. kondenseret mælk (400 gram)
235 gram koksmel
ca 200 gram chokolade 60% (du kan selv bestemme hvor mørk du ønsker chokoladen)

Fremgangsmåde
1) Kondenseret mælk og kokos røres godt sammen. Sæt det på køl et par timer, så det bliver til en fast konsistens.

2) Smelt chokoladen.

3) Nu kan du forme dine bounty som du ønsker. Overtræk dem med smeltet chokolade og sæt dem på køl indtil chokoladen har sat sig. 
Hvis du ønsker at drysse noget pynt på din bountybar skal du huske at gøre det inden chokoladen størkner :o) 

Super lækre bounty - server med en god kop kaffe
  
Wup wup... så er der hjemmelavet bounty til kaffen. 

God fornøjelse med det!

søndag den 13. september 2015

Søndagshygge med cookies - nødder & chokolade

Det er søndag og det regner derude... det indbyder til familiehygge med friskbagte cookies.
Jeg har fundet en lækker opskrift med hassselnødder og mørk chokolade i kammeret. Så er det bare at sætte igang! :o)

Cookies med hasselnødder og mørk chokolade

Lækre chokoladecookies :o)

Cokkies som er bløde i midten - perfekt!

Ingredienser: - giver 20 cookies -

75 gram smør
100 gram brun farin
50 gram sukker
1 æg
100 gram chokolade 60%
1 tsk. vaniljesukker
½ tsk. natron
En knivspids fint salt
150 gram hvedemel
50 gram hasselnødder (eller brug dine egne favorit nødder)

Fremgangsmåde:

1) Smør og sukker piskes sammen. 

2) Tilsæt æg.

3) Kom mel, vaniljesukker, salt og natron i og pisk det sammen.

4) Til sidst blandes hakkede hasselnødder og hakket chokolade i dejen. 

Dejen formes i små klumper på størrelse med en 5-krone og 1½ cm i tykkelsen. 

Bages ved 175º i 12-15 minutter.

Man kan med fordel rulle den rå dej i tykke pølser og fryse den. Så er den nem og hurtig at tage frem og lave friskbagte cookies af på en gråvejrsdag :o) 

tirsdag den 11. august 2015

Sommer jordbær dessert på nøddebund

For et par uger siden havde vi den årlige sommerfest med Skals, HK og Fibiger Diemer. Sidst nævnte er dog udstationeret i Tanzania! Så de må tilslutte sig julefesten ;o) 

Der er altid lækker mad på bordet, samt gode druer på flaske! Denne gang havde kokken tryllet lidt mad frem. 
Desserten var denne lækre sommerkage*.  

Jordbær - Hasselnødder - Creme fraiche 
Lækker frisk jordbær dessert


Ingredienser
Nøddebund:
1 spsk. mel (til springformen)
4 stk. æggehvider
1½ dl. sukker
200 gram fintmalede hasselnødder (mandler kan også bruges)
70 gram smør (smeltet og afkølet)

Fyld:
2 bakker friske jordbær (1 kg)
3 dl. piskefløde
3 dl. creme fraiche 38% 
4 spsk. flormelis
kornene fra en stang vanilje



Fremgangsmåde
Nøddebund:
1) Pisk æggehviderne stive og tilsæt sukker lidt af gangen. 

2) Vend hasselnødder og smør i. 

3) Smør en springform og drys den med mel. Fyld dejen i formen og bag den ved 170 grader i ca. 25 min. 
 Lad bunden køle lidt af og tag den ud af formen. Placér den på et fad og sæt den rengjorte springform omkring bunden, så der kan komme fyld i. 

Fyld: 
4) Skær de største jordbær i halve og sæt dem rundt i kanten af bunden. Fyld det midterste af bunden med hele jordbær. Husk at gemme lidt jordbær til at pynte kagen med. 
5) Bland fløde, creme fraiche, flormelis og vanilje i en skål og pisk det med en elpisker til en luftig creme. Fyld forsigtigt cremen i springformen, men hold øje med at jordbærrene stadig ligger yderst i kanten. 
Glat overfladen af og stil kagen på køl til næste 8-10 timer. 



Pynt kagen af med friske jordbær og mynteblade fra haven. Hvis du så åbner en flaske hvidvin og serverer på terrassen, så bliver der fest ;o)  


Så er vi alle fra den gamle og nedlagte igang.nu gruppe samlet. Fibiger Diemer er live i mobilen direkte fra Tanzania!

*opskriften har jeg fundet i madbladet Mad&venner  

mandag den 20. juli 2015

Kalvefilet 56 grader - ærter og hindbær

Er du ved at få sommerkuller...? nej okay det er du nok ikke, så varmt er det jo heller ikke! Men derfor kan det være rigtig rart med hurtig og nem aftensmad. 

Keep it simple...

Jeg har lavet denne lækre sommerret som passer perfekt til weekenden, hvor du måske skulle overveje om ikke du skulle invitere nogle venner på besøg, så du kan diske op med denne dejlige rosastegte kalvefilet. Det ville de blive glade for ;o) 

Kalvefilet 56 grader - ærter og hindbær  
Rosastegt kalvefilet med ærtepuré, friske ærter og hindbær

Lækker rosa kalvefilet

Ingredienser - 6 pers -
1 kg. kalvefilet
250 gram ærter til puré (jeg brugte frosne)
1-2 dl. mælk
10 gram smør 
En håndfuld friske ærter i bælge
1 bk. friske hindbær
Mandler
Friske urter til pynt

Jeg serverede nye kartofler til. Kogte og vendt med citronskal, havsalt og friske urter. 
 
Fremgangsmåde
1) Jeg valgte at lade den øverste fedtkant sidde på fileten, og bare fjerne sener fra siderne og under fileten. Skær den igennem på langs. 
Så skal den brunes godt af på en meget varm pande, med lidt hvidløg og timian. 
Steg kalvefileten i ovnen ved 60-70 grader indtil den har en kernetemperatur på 56 grader. Det tager et par timer, så husk at komme i gang i god tid. 

Du kan godt sætte temperaturen op til 100 grader, men så heller ikke mere. Bare lige hvis du ikke har tid at vente. Men jeg anbefaler at prøve den meget lave varme.

Når man steger kødet ved lav varme bliver det total mørt og saftigt. Det er virkelig en fornøjelse at sætte tænderne i. Kødet kan godt blive lidt stresset når det får høj varme. 

2) Så skal der laves ærtepuré. Lun mælk og smør i en gryde. Ærterne overhældes med kogende vand gennem en sigte. 
Blend ærterne til en fin puré. Tilsæt mælken lidt af gangen. Det er ikke sikkert, at du skal bruge alt mælken. 

Du kan servere denne puré lun eller kold. Den er ikke så god at varme op igen, da ærterne kan miste noget af deres flotte grønne farve. 

3) Mandler ristes i ovnen ved 160 grader indtil de er gyldenbrune, ca. 20-30 min. Prøv at knække en mandel undervejs, så kan du se om de har taget farve helt igennem. 

4) Hvis du skal have nye danske kartofler til er det nu du skal koge dem :o) 

Kalv med friske ærter og hindbær
Jo, det bliver skønt det her. Du kan vælge at anrette som på billedet eller servere det i små skåle og kalvefileten på et lille fad. 

                                          Har du inviteret vennerne?

Nyd solen mens den er der!