onsdag den 3. oktober 2018

Hokkaidosuppe - det er oktober!

Det er blæsevejr og efteråret er over os... det betyder så til gengæld, at Hokkaidohøsten er i fuld gang :-) 

Så, jeg tænker hokkaido til aftensmad. 

Hokkaido & bacon
En dejlig suppe med kødboller og ristede græskarkerner


Ingredienser - 4 pers.
Suppen
1 lille hokkaido
1 stk. løg
en lille smule chili 
2 fed hvidløg
et par kviste timian og rosmarin
evt. 1 dl. hvidvin
Ca. 1 l. hønsefond 
2 stk. forårsløg
Ristede græskarkerner

Kødboller
200 gram hakket gris/kalv 
1 lille løg
1 pk. bacon i skiver
1 æg
lidt mælk og rasp 
timian

Fremgangsmåde
Kødboller
Start med at lave farsen til kødbollerne. Bland hakkekødet med fintsnittet løg, æg, lidt mælk og et par spsk. rasp. Smag til med timian, salt og peber. Stil farsen i køleskabet mens du sætter suppen i gang.   

Suppe
Skyl hokkaidoen grundigt. Skær den i kvarte og fjern indmaden. Skær de 4 kvarte ud i mindre stykker. Løg pilles og snittes i mindre stykker. 

Hæld lidt olie i en varm gryde. Kom løg, hvidløg, chili, rosmarin, timian og hokkaido i gryden. Lad det riste i gryden. Det må gerne tage lidt farve. Hvis du har en slat vin skal det i gryden nu. Derefter hældes hønsefond i gryden. 
Lad det simre indtil hokkaidoen er kogt mør. 

Når suppen er kørende kan du forsætte med kødbollerne. Farsen laves til små runde boller med en spiseske. Tag to skiver bacon og vikl omkring hver kødbolle. Kødbollerne steges på en pande (vendes forsigtigt så bacon ikke falder af) eller i en ovn på fuld skral (250 grader) i 8-10 min.

Suppen blendes til en lind konsistens. Smag til med soja, peber og evt. lidt citronsaft eller æbleeddike. 

Anret suppen i en fin tallerken. Læg en kødbolle i midten, og hæld lidt suppe omkring. Dekorer med snittede forårsløg, ristede græskarkerner og en god olivenolie.     



Ingen kommentarer:

Send en kommentar