fredag den 13. januar 2012

Fiskesuppe med Laks og Kartofler. Toppet med Avocado-Æble salsa.

Dagens aftensmåltid blev besluttet i sidste minut i dag... Jeg havde 250 gram fersk laks fra Fiskemanden. Måske noget pasta? Nej det er ikke lige det.

Vi skal da have fiskesuppe :-) Det er rigtig længe siden jeg har lavet det herhjemme. Sådan en suppe med masser af løg, kartofler og kokosmælk.

Så kan jeg se, at Lisbeth har købt avocadoer.. dem er hun helt vild med. Så jeg laver en salsa af avocado og æble til suppen.

Laks / kokosmælk / Avocado

Lækker fiskesuppe med kartofler, gulerødder og rød peberfrugt. Serveret med frisk salsa af avocado og æble.


Fiskesuppe med laks og kokosmælk


Ingredienser: 4 portioner

Suppe:
300 G. Fersk Laks
1 stk. Løg
2 fed Hvidløg
Chili (Meget lidt)
400 G. Kartofler
300 G. Gulerødder
200 G. Skorzonerødder
2 dl. Kokosmælk.
6 dl. Fiskefond (Vand kan også bruges, så kan du bare tilsætte lidt grøntsagsboullion)
1 stk. Rød peberfrugt
Salt & Peber

Salsa:
Olivenolie
1 stk. Citron
1-2 stk. Avocado
1 stk. Æble
1/4 stk. Rød peberfrugt

Fremgangsmåde:

1) Løg og hvidløg skæres i tern.

2) Kartofler og gulerødder skæres i tern af 2x2 cm.

3) Peberfrugt og skorzonerødder snittes i fine stykker som på billede.


4) Når alle grøntsagerne er skåret ud tændes op under en gryde. Når gryden er varm kommes lidt olivenolie i.
Løg sauteres af i gryden nogle minutter. Kom dernæst kartofler og gulerødder i gryden. Lad det sautere 5 min. Tilsæt skorzonerødder.

5) Kom kokosmælken og fond i gryden. Lad det simre til kartoflerne er næsten møre.

6) Nu skal fisken i små stykker og peberfrugt i gryden.

7) Lad suppen simre 10-12 minutter. Smag til om der mangler noget.. ellers smag til med salt, peber, hvidløg, evt. revet citronskal.

8) Så skal der laves salsa: Saften fra én citron og 3 spsk. olivenolie blandes sammen i en skål. Avocado og æble skæres i små tern og blandes i skålen med citron og olie. Smag til med salt og peber. Hvis der står en citronmelisse i haven eller vinduet er det lækkert med lidt blade i salsaen ;o)

Der findes mange lækre fiskesupper.. Jeg har to gode opskrifter i ærmet som kommer på bloggen her i vinter, inden foråret træder ind. Orientalsk fiskesuppe & en klassisk chowder - som meget vel kunne blive med muslinger. 
   

3 kommentarer:

  1. Så er opskriften skrevet op, og jeg er klar til at imponere svigermor ;) succeshistorie kommer senere - forhåbentlig...

    SvarSlet
  2. Det var et hit! Det smagte super godt. Salsaen var frisk og lækker, og man blev mæt på den gode måde :-) Havde bagt et dild-flute rullet i hasselnødder, som vi spist til. Det var meget lækkert! Gæsterne ville have opskriften, og vi skal helt sikkert have den igen en anden gang!

    SvarSlet
  3. Lyder godt at familien kunne lide suppen. Så må udførelsen have været i top ;o) Flutes med dild og hasselnødder lyder også lækkert til.

    SvarSlet