tirsdag den 3. januar 2012

Nytårsaften - Mousse af hvid chokolade og safron, på chokoladebund. Gelé af jordbær og tonkabønner.

Så kommer desserten fra min sidste dag i 2011.. nytårsaften.

Jeg lavede denne dessert i nogle små rørforme.. Den kan også laves i en springform og så skæres ud eller serveres som en stor kage midt på bordet. Det ville også se flot ud, og så kan folk selv bestemme hvor stort deres stykke skal være. Det kan jo godt have sine fordele, hvis der er blevet serveret mange retter mad.

Moussen har jeg lavet med creme fraiche. Det giver en rigtig dejlig friskhed og gør den glad :o) 

Dessert:

Chokolade - Safran - Jordbær - Tonkabønner

Mousse af hvid chokolade og safran, på intens chokoladebund, toppet med gelé af jordbær og tonkabønner. Serverede med sprød marcipan og jordbær couli.

Lækker dessert i lag: Intens chokoladebund, mousse af hvid chokolade og safran. Toppen er gelé af jordbær og tonkabønner.

Tonkabønner - Tonkabeans
Tonkabønner smager hen af vanilje, bare mere krydderede.. sådan lidt mere dyb smag med spark i!

Ingredienser: 6-8 cov.

Mousse:
175 G. Hvid chokolade
3 dl. Creme fraiche
3 dl. Piskefløde
1 knivspids Safran
5 blade Husblad
1 lille tsk. Vaniljesukker
20 G. Flormelis

Gelé og Couli:
300 G. Jordbær
100 G. Sukker
1-2 stk. Tonkabønner (efter størrelse)
3 blade Husblas

Chokoladebund:
175 gram Mørk chokolade 60 %
100 gram Smør
2 stk Æg (efter størrelse)
125 gram Sukker
½ tsk. Vaniljesukker
25 gram Mel
Valnødder
3 stk. Tørrede figner
3 stk. Dadler


Citronmelisse
100 G. Marcipan

Fremgangsmåde:

Chokoladebund:

1) Chokolade og smør smeltes over vandbad.

2) Æg, sukker og vanilje piskes til en luftig hvid masse.

3) Chokolade og æggemassen vendes forsigtig sammen.

4) Mel sigtes og vendes i dejen. Hakkede figner og dadler samt valnødder vendes til sidst i dejen.

5) Hældes i en form med bagepapir og bages ved 160 grader ca 14-20 minutter. Skal stilles på køl et par timer inden den kan skæres ud.


Mousse:

1) Safran, creme fraiche og 1½ dl fløde lunes i en gryde. Hældes over den hakkede chokolade som er i en skål. Vendes med dejskraber indtil alt chokolade er smeltet. Udblødt husblas smeltes i lidt fløde og vendes i massen. Stilles til afkøling.  

2) 1½ dl fløde piskes sammen med vaniljesukker og flormelis, til let flødeskum. 
Vendes forsigtigt i den afkølede chokolademasse.

Nu skal du have din form klar. Bunden i kagen skal være ca ½ cm tyk. (max 1 cm.) Så bunden skal måske skæres igennem på langs hvis den er blevet for tyk. Moussen hældes nu i formen. Husk at der skal være plads til at geléen også kan komme på. Du kan evt. lave et lille lag med jordbær couli midt i moussen. Bare husk at have nok til at servere ved siden af.

Gelé:

1) Jordbær og sukker koges sammen. Blendes og smagen justeres med citron og evt. sukker.

2) Halvdelen af coulien hældes i en lille skål, og skal bruges til anretning.

3) Tonkabønner som er revet/blendet helt fint blandes i coulien. Udblødt husblas smeltes i den lune couli. Varm evt coulien lidt mere op, hvis det er nødvendigt for at smelte husbladsen. Når coulien er kølet af hældes den over moussen.

Det er meget vigtigt at moussen har sat sig helt. Og endnu mere vigtigt, at geléen er afkølet inden den hældes over moussen. Hvis coulien er for varm smelter moussen og resultatet bliver ikke så flot.

Marcipanchips:
Marcipan skæres ud i tynde skiver og bages ved 175 grader i ovn.

Desserten pyntes med citronmelisse og sprøde marcipanchips.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar