fredag den 5. december 2014

Restaurantanmeldelse: Fredes Flyvende Tallerken, Aarhus

Tina Dickow har været i byen. Det Betyder at Hr. og fru Lassen også har været i byen! Where ever she goes!

Når Tina kommer til byen, plejer vi lige at finde et hyggeligt sted at spise lidt mad inden vi sætter os til rette i koncertsalen. Det gjorde vi også denne gang. Valget faldt på Fredes Flyvende Tallerken.

Det er hyggeligt på Fredes, og denne tirsdag aften blev der fyldt helt op. Der er omkring 20 pladser.

Vores menu denne aften:

Steak af entrecoté
serveret med grøn salat, ristede kartofler og majonaise 


Bøf og fredes pommes

 
Salat

           &

Chokolade fondant
serveret med vaniljeis, syltede mandariner og syltede valnødder   

Vi drak et glas rødvin til maden.

Vi havde bestilt menuen i forvejen, så vi var helt klar, og køkkenet vidste, hvad vi skulle have. Så kunne det vel ikke gå helt galt.

Vi fik hurtigt bestilt drikkevarer, og fik dem også serveret på bordet efter kort tid. Da der derefter var gået 30 minutter og vi ikke havde fået vores bøffer ville vi høre tjeneren, hvordan det gik med vores bøffer? "de skulle lige have et par minutter mere". Jo tænkte jeg... et par minutter mere!

5 minutter efter kom vores hovedret på bordet, det så umiddelbart rigtig fint ud, så vi glædede os til en god bøf med ristede kartofler, kryddermajonaise og en lækker salat med vinegré. 
Fruen var den første til at stikke snuden i salaten... hm, hun rynkede lidt på næsen. Salaten var temmelig slatten for at sige det mildt. Ellers en lækker blanding med syltede rødløg. Jeg meddelte tjeneren, at vi ikke var helt tilfredse med salaten, så hun undskyldte og kom straks med to nye salater, men det var nu ikke meget bedre. Det er svært at lave en lækker og frisk salat, når salaten ikke er frisk!

Bøffen, som lige skulle have et par minutter mere, var desværre heller ikke toppen. Min bøf var i orden. Men fruens bøf var næsten helt gennemstegt, der var kun antydningen af, at den engang havde været rosa, måske for nogle minutter siden! En noget trist oplevelse.


Super lækker chokolade fondant


I mens vi ventede på desserten snakkede vi om, at chokolade fondanten nok skulle sidde lige i skabet, og at vi dermed ville få en god afslutning på madoplevelsen.

Så da desserten kom på bordet var det bare om at stikke skeen i kagen... uh, den er flot måtte jeg konstatere. Perfekt bagt med flydende indre, lige som den skal være. Det var dejligt :o) 

Sammensætningen med syltede mandariner og en syltet valnød, som var meget blød, var lidt tvivlsom efter min mening. Men chokoladefondanten smagte som den skulle, rigtig godt.     
Vi havde købt menuen gennem www.earlybird.dk. Tilbuddet lød på to retter og en kop kaffe for 183 kr. Det er en attraktiv pris. 

- Men det undskylder ikke, at der var noget slinger i valsen denne aften på Fredes Flyvende Tallerken. Med lidt mere fokus fra kokken kunne det have været en rigtig fin oplevelse. Med mange cafeer og restauranter i byen er der ikke råd til for mange aftener af denne karakter, for så vælger gæsterne bare et andet sted næste gang.     


Jeg kan da lige slutte af med at notere mig, at Tina var i absolut topklasse!  

mandag den 6. oktober 2014

Restaurantanmeldelse: Nordisk Spisehus, Aarhus


 
Jeg har længe ønsket at spise hos Nordisk spisehus. Det er nu endelig blevet til noget. Min faste medspiser (det er fruen) var klar til en aften ude, uden børn.


Nordisk Spisehus
 
Det er altid fedt at anmelde en af byens bedste restauranter. Da vi trådte ind af døren blev vi straks modtaget af en venlig tjener, som tilbød at tage vores jakke og tasker, det er god service. Der var en rigtig hyggelig og afslappet stemning blandt kokke og tjenere, hvilket ofte også betyder overskud og arbejdsglæde. Det var rart at være på Nordisk spisehus denne aften.  

Aftenens menu

CANNELLONI MED AVOCADO, KRABBE OG TORSK| TICKETS | BARCELONA
Avocado som cannelloni med tomatsalsa, krabbesalat og saltet torsk


SVINEFILET, TEMPURA OG SOJA-INGEFÆRBOUILLON | AMOUR | TOKYO
Stegt svinefilet med friske tempurastegte grøntsager og bouillon med soja
og ingefær, marineret tang, puré af persille og ærteskud


MANCHEGO, GRØNNE OLIVEN OG SHERRY | NORDISK SPISEHUS | AARHUS
Manchego-ost i forskellige teksturer med store spanske oliven,
grønne tomater, sherryskum og frisk pomelo


BANAN, KARAMEL OG ROM | ABAC | BARCELONA
Iscreme med banan og rom, mazarinkage, karamel, syrlig appelsinskalspuré
og marinerede bananer

  
Vi startede aftenen med en lyserød cava og tre forskellige snacks.



Først satte vi tænderne i en lille lun rulle med serano skinke og bechamel i midten, meget lækker lille hapser. Den næste var tartar af bresaola med kørvel. Nummer tre i rækken af de meget delikate snacks var polenta og chorizo .    

Det var en god begyndelse på en meget lækker middag.






Så kom der en lille appetizer. Tjeneren kom og fortalte, at vi havde to at vælge i mellem. Det var noget af en service. Vi valgte en af hver, man skal jo smage ;o)
Jeg fik tyrehaleterrine med syltede løg, hvidløgscreme og brændt hvidløgsstøv. Det var bare lækkert og en flot lille anretning.

Fruens var en silkeblød laks med friterede glasnudler og radiser. Toppet af med brændt hvidløgsstøv.

Forret


Forretten var flot og delikat, samt fuld af smagsnuancer. Canneloni af avocado med krabbe, anrettet med saltet torsk. Kokkene havde lavet en sne af olie og maltosec. Det er lækkert at komme ud at spise og opleve, at der bliver nurset om maden, det må jeg sige, at kokkene på Nordisk Spisehus gør.  


Hovedret




Da vi nåede til hovedretten blev endnu en flot anretning præsenteret for os. Et ordentlig stykke svinefilet (lige stort nok til mig mig) toppet op med grøntsager bagt i tempura dej og en meget tynd skive spæk.
Tjeneren kom med en kande, hvorfra han hældte en lækker bouillon af soya og ingefær ned i vores tallerken rundt om svinefileten.

Ost



Osteretten var ikke den klassiske, 5 stykker ost med oliven og knækbrød. Nordisk Spisehus havde lavet en lille fræk Manchego osteret. Der var både is og skum, som var lavet af Manchego osten. Det var en meget god kombination og en anderledes måde at servere ost på. Fruen var nu mest til den klassisk osteanretning, så denne ret faldt ikke lige i hendes smag.  

Dessert




Uha vi fik en lækker dessert. Nu har jeg også en sød tand... men det var nu helt i orden med denne dessert.

Banan var fokus i denne dessert. Iscreme med banan og rom smagte rigtig dejligt. En klassisk mazarin kage toppet af med små marengs flager. Til at binde desserten sammen var der en karamel af kondenseret mælk og en appelsinpuré. Sidste element var et par marinerede bananskiver som fuldendte denne flotte ret.       

Tak for en særdeles fortrinlig aften med gastronomi på højt plan. Nordisk Spisehus er blandt de bedste i Aarhus.
Skal du invitere fruen på middag kan jeg varmt anbefale at du tager hende med på Nordisk Spisehus. Så er du sikker på, at hun bliver imponeret.   


torsdag den 28. august 2014

Æbler - Jeg elsker hjemmelavet marmelade.

Det er æbletid i Danmark og overalt i landet kan vi se æbletræer i fuld flor. Æblerne har det godt i vores land.

Jeg har også et par æbletræer i haven, og det er jeg rigtig glad for. Høsten er ganske vist på det jævne i år. Men der bliver da til lidt marmelade.

Æblemarmelade 

Lækker æblemarmelade fra haven


Ingredienser:

1 kg. æbler
400 gram sukker (du kan selv justere sukkerindhold efter, hvor søde dine æbler er)
½ stk. vaniljestang

Fremgangsmåde:

1) Æblerne skrælles og kernehuset skæres væk. Æblerne skæres i mindre stykker og kommes i en gryde.
Tilsæt sukker og vaniljestang, hvor kornene er skrabet ud. Kog gerne vaniljestangen med, den giver ekstra smag.

2) Lad æblerne koge ca. 10 minutter under låg. Fjernelåget de sidste par minutter, så fordamper lidt af væsken, så marmeladen ikke bliver for tynd.

Tilsæt lidt atamon, hvis du ikke spiser marmeladen inden for et par uger.

Det kan anbefales at give æblerne en tur med stavblenderen, så bliver den så dejlig lind. Det gør jeg selv når jeg laver æblemarmelade.  

Kom marmeladen på skollede glas.
 

lørdag den 9. august 2014

Unghane på 30 minutter - med børn!

Det behøver ikke at tage lang tid i køkkenet at lave en lækker og sund ret mad til familien.
Ferien er slut, og jeg er begyndt på arbejde  igen efter 4 dejlige ugers ferie med familien. Det betyder mindre tid til det hele, også aftensmaden!

Så da jeg kiggede i køleskabet i dag for at lave aftensmad, tænkte jeg "keep it simple". Det blev der denne lette sommerret ud af.


Sommer og unghane på terrassen  


Unghane - Ærter - Mandler - Kartofler

Ingredienser: - 2 vokse og 2 børn 
3 stk. unghanebryst
En håndfuld friskpillede ærter
Saltmandler - se opskriften her.
600 gram kartofler
Friske ribs
Soltørrede oliven
Friske krydderurter fra haven

Fremgangsmåde:

1) Unghanebrysterne steges sprøde på skinsiden. Krydres godt med salt og peber på begge sider. Steg dem færdig i ovnen ved 180 grader.

2) Kartofler skylles grundigt, og koges i vand med lidt salt. Jeg havde kogt kartoflerne  dagen før. Kolde kartofler er nemlig sundere end varme kartofler. Stivelsen i kartoflerne bliver omdannet til kostfibre når de bliver kolde! Det er næsten for godt :o) Kostfibre er meget sunde, og dem vil vi gerne have mange af. Kroppen elsker kostfibre.    

3) Så er det bare at finde din flotteste tallerken frem og arrangere det hele med kærlig hånd.  

Det tog kun 30 min. at lave denne sommerret, og så havde jeg både dækket bord, ryddet op i køkkenet samt haft min lille pige med på armen :o)

Velbekomme og håber at sommeren har været god ved dig.

mandag den 4. august 2014

Restaurantanmeldelse: På tur med fruen til Aars Hotel

Som den betænksomme ægtemand, havde jeg inviteret fruen på en tur til Himmerland. Nærmere betegnet Aars Hotel. Vi har nu været gift i 7 år, og det skulle da fejres med en hyggelig tur.

Vi spiste i hotellets restaurant om aftenen. Vi fik forret og hovedret på buffet, og sluttede af med en dessert fra restaurantens menukort.

Forret


et udvalg fra buffeten

Vi startede med et lille udvalg fra buffeten. Der var bl.a. disse lækkerier. Varmrøget laks med tigerrejer. Wrap med røget laks, friske blade og ostecreme. Samt en mousse af tun med dildcreme. Det var et meget klassisk udvalg på denne buffet, og godt selskab ;o)

Fruen & Sancerre 2012 

Hovedret

Hovedret fra buffeten


Hovedretten var også på buffet. Man må sige, at de kører dem klassiske stil på Aars hotel. Så den stod på 3 slags kød. Svinemørbrad i cremesauce, et braisseret kalvelår og rosa stegt kalveculotte. Udmærket kødudvalg.
Som garniture var der ristede kartofler og diverse salater med friske urter og nødder.

Godt stegt kød og et udmærket udvalg af garniture, men det er ikke det moderne køkken de er kendt for på Aars hotel. 

Dessert

Dessert fra menukortet

Vi sluttede middagen af med en lækker fugtig chokoladekage serveret med appelsinmarmelade og vaniljeparfait. En meget lækker dessert at slutte middagen af med. Kagen var god, appelsinmarmeladen var tilpas syrlig og vaniljeparfaiten smagte af vanilje og fløde. Lige i skabet :o)

Tak for en god aften i restauranten på Aars Hotel.

Jeg havde en lille gave med til fruen, som jeg havde købt hos Dina Pedersen. Hun laver nogle rigtig flotte rakuhuse. Det blev fruen meget glad for. Så vil du imponere derhjemme med håndlavet keramik, så skal du slå et smut forbi hjemmesiden, som jeg har lagt et link til her.   

 

lørdag den 2. august 2014

Love rhubarb, med rugbrød - Madsvinene 3:3 - Juni 2014


Desserten skal vi da have med... Madsvinene går ikke hjem før der er blevet serveret noget sødt og en espresso!

Så den kommer her.

Men først lige et overblik over aftnens menu:

Forret: Jordbær & Kammuslinger

Hovedret: Andebryst & Blommer

Dessert: Love rhubarb, med rugbrød


Jeg tænker sund dessert... måske... rugbrød... WHO am I? Lad os bare lave en lidt sjov dessert, men der må gerne være sukker og fløde i! Lad os se hvor vi havner.

Love rhubarb, med rugbrød

Rabarber med rugbrød og hvid chokolade creme

 
Ingredienser

Bunde
6 æg
125 gram sukker
50 gram mandler (finthakkede)
30 gram maltmel
1 spsk. kartoffelmel
200 gram rugbrød (blend det evt. på en blender)
25 gram mørk chokolade

 
Rabarberkompot
1 god håndfuld rabarber
200 gram rørsukker
1 vaniljestang (flækkes på langs og kornene skrabet ud)
2 spsk. honning

 
Hvid chokoladecreme
5 dl piskefløde
150 gram hvid chokolade

 

Fremgangsmåde
 
1) Bunde: Æg og sukker piskes hvidt. Mandler, maltmel og kartoffelmel vendes i. Finthakket rugbrød og smeltet chokolade vendes i dejen. Hældes i en lille springform. Bages ved 170 grader i 20-25 min.
 
2) Rabarberkompot: Rabarber skylles og snittes i 2-3 cm. lange stykker. Kommes i en gryde, sammen med sukker, vaniljestang og honning. Lad det simre indtil det er blevet til en lækker kompot. 
 
3) Hvid chokolade creme: Piskefløde piskes til en let pisket creme. Smelt chokolade og vend det forsigtig i piskefløden. Piskefløden skal ikke være for kold, og chokoladen ikke for varm, for så kan fløden skille, og så kan du ikke bruge det!
 
Nu er vi klar til at lægge kagen sammen. Du kan lave en stor kage eller 6 små. Bunden skæres igennem på langs, så er er to lige store bunde. Nu er der en top og en bund. I dag lavede i kagen i portions størrelse.

Kom en skefuld hvid chokolade creme og lidt rabarber på den ene bund og brug den anden som låg. Anret den på en tallerken og pynt med lidt rabarberkompot og lidt mynte blade.


 

torsdag den 31. juli 2014

Andebryst & Blommer - Madsvinene 2:3 - Juni 2014


Madsvinene forsat...

Vi skal selvfølgelig også have hovedret. Det bliver noget med andebryst, kartofler, blommer og grønne asparges. Med tre drenge i køkkenet, og Le chef i spidsen kan det kun blive en god aften. En af de lune!

Aftenens menu:

Forret: Jordbær & Kammuslinger

Hovedret: Andebryst & blommer

Dessert: Love rhubarb, med rugbrød


Andebryst & blommer
Rosastegt andebryst anrette på lækre kartofler, ristede grønne asparges og bagte blommer.


Andebryst, kartofler og blommer

1) Andebryst ridses på oversiden. Brunes af på en pande og steges færdig i ovnen til de har en flot rosa farve i midten. ca. 58 grader.

2) Kartofler skrubbes og koges i vand med lidt salt og evt. en kvist løvstikke.

3) Blommer skylles og skæres i kvarte. Hold en smule olie over og krydr med et par kviste timian og salt. Bages i ovnen ved 190 grader, i ca. 5 minutter. Indtil de er begyndt at blive lidt bløde.

4) De grønne asparges skæres af i bunden, hvor de er seje. 4-5 cm. De skæres derefter i skrå snit så der blive 3-4 stykker ud af en asparges. De steges af på en god varm pande i meget kort tid. 

Anret herlighederne på fin tallerken og pynt gerne af med lidt friske krydderurter fra haven.

Skænk rødvinen og hav en dejlig aften!      



søndag den 27. juli 2014

Jordbær & Kammuslinger - Madsvinene 1:3 - Juni 2014

Så er det blevet tid til et sommermøde i Madsvinene. Le chef er glad og har sat en let 3-retters menu sammen til drengene.


Aftenens menu:

Forret: Jordbær & Kammuslinger

Hovedret: Andebryst & Blommer

Dessert: Love rhubarb, med rugbrød

Let´s go.

Vi skal lave gazpacho suppe. Det er nemlig bare lækkert. Dertil skal vi have jordbær og kammuslinger. Så det bliver en god aften :o)
Gazpacho suppe med jordbær og kammuslinger

Ingredienser -6 cov.
200 gram jordbær
1/5 agurk
2 stk. rød peberfrugt
4 stk. tomat
3 fed hvidløg
Frisk timian
2½ dl. asti (eller anden sød hvidvin)

12 stk. Kammuslinger
Dild (eller anden lækker krydderurt fra haven)


Fremgangsmåde

1)      Peberfrugter skæres fri for kerner. Skæres i kvarte og bages i ovnen, sammen med hvidløg og timian, ved 200 grader til de er møre.

Agurk skrælles, jordbær skylles og blomsten fjernes. Jordbær, agurk, peberfrugt, hvidløg, tomat og asti blendes til en lind masse.

Bedøm om suppen er for tyk, og kom evt. mere vin i. Smag til med salt og        
cayennepeber. 

2)      Kammuslinger steges på en god varm pande med olie. Et par minutter på hver side indtil de har fået en god farve.

Find de flotteste dybe tallerkner frem og hæld suppen i. Anret to kammuslinger i hver tallerken og pynt af med lidt krydderurter fra haven.

Det er da en lækkerbisken! Fyld glasset med en kølig hvidvin fra Mosel så er lykken gjort.  

lørdag den 26. juli 2014

Rabarber & hvid chokolade - Madsvinene 4:4 - Maj 2014


Når vi skriver maj måned, (det gjorde vi under denne optagelse) ja, så hedder det rabarber i det meste... helt sikkert i vores dessert hos Madsvinene.

Jan havde taget denne rabarber & hvid chokolade på sig. Læs videre og se, hvad han kom på vores tallerkner.

Aftenens menu:

1.       ret       Jomfruhummer

2.       ret       Sødam & Samsø

3.       ret       Kokos & Malibu

4.       ret       Rabarber & hvid chokolade 


Rabarber & hvid chokolade 
Rabarber consommé med hvid chokolade parfait og sprød topping

Rabarber & hvid chokolade


Ingredienser - 5 pers.
Consommé
400 gram vinrabarber 
2 dl. hvidvin
100 gram sukker
½ stk. vaniljestang

Parfait
4 Past. æggeblommer
Ca. 75 gram sukker
½ tsk. vaniljesukker
100 gram hvid chokolade
2,5 dl. piskefløde

Tuille
50 gram smør
1,5 æggehvide
50 gram flormelis
50 gram hvedemel

Mynte eller citronmelisse fra haven

Fremgangsmåde:

1)      Æggeblommer piskes hvidt med vaniljesukker og sukker.

2)      Smeltet hvid chokolade vendes forsigtigt i.

3)    Derefter vendes let pisket flødeskum i massen.  Hældes i den ønskede form og stilles i fryseren.

4)  Consommé:  Sukker, hvidvin, 3 dl. vand og vaniljestang koges forsigtigt op. Mens lagen kommes i kog, skylles rabarberne og snittes i stykker af 1x1 cm. Rarbarberne kommes i en skål.

     Når lagen er kommet i kog hældes det over rabarberne og der dækkes med film.  Lad det trække 30 min. på køkkenbordet, og stil det derefter på køl. Det skal serveres kold.

5)      Tuille: Smelt smør og rør det hele sammen. Stil det på køl 30 min.
      Tænd ovn på 175 grader.

     Smør dejen ud på en bageplade i ønskede form.

     Anret ”suppen” i en dyb tallerken med en kugle hvid chokolade parfait og en tuille, det er nemlig lækkert ;o)
     Top af med en frisk kvist mynte eller citronmelisse fra baghaven.  



tirsdag den 1. juli 2014

Malibu & kokos - Madsvinene 3:4 - Maj 2014

Vi fortsætter i god stil og tager lige en lille kold drink før desserten kalder. Madsvinene laver pina colada i dag ;o)  


Skal der hygges rigtigt, ja så må vi gøre det ordentligt. Det betyder, at vi disker op med en præ-dessert drink.

Aftenens menu:

1.       ret       Jomfruhummer

2.       ret       Sødam & Samsø

3.       ret       Kokos & Malibu

4.       ret       Rabarber & hvid chokolade 


Kokos & Malibu

Så er der pina colada!


Ingredienser 4-5 drinks

2 dl. kokosmælk
4 dl. ananasjuice
¼ ananas
malibu

Fremgangsmåde
1)      Ananas skrælles, og den hårde ”stok” i midten fjernes. Skæres i mindre stykker.

2)      Frisk ananas, juice og kokosmælk blendes til en homogen masse. Tilsæt til sidst lidt malibu. Pas på der ikke kommer for meget i drikken, så kommer den til at smage lidt sprittet.  


Hvem skal have det der lilla drinkglas?

  Så er der pre dinner cocktail! Eller som præ-dessert.

tirsdag den 24. juni 2014

Sødam & Samsø - Madsvinene 2:4 - Maj 2014

Madsvinene spiser i dag en lækker Sødam kylling til hovedret. Læs mere om Sødam kyllingen ved at klikke på det indlagte link.

Aftenens menu:

1.       ret       Jomfruhummer

2.       ret       Sødam & Samsø

     3.       ret      Kokos & Malibu

     4.       ret      Rabarber & hvid chokolade


Sødam & Samsø
Danmarks bedste kylling møder guldet fra Samsø.

Sødam kylling - Asparges

Denne lækre og saftige økologiske kylling behøver ikke den store tur. Hold det helt enkelt og server friske sæson grøntsager til. Det giver en ren smagsoplevelse og mere tid til samvær med dem, du holder af.  
Ingredienser -6 pers.

1 stk. Sødam kylling
1 kg. Samsø kartofler
1 bdt. grønne asparges (fra Samsø)
6 stk. hvide asparges (fra Samsø)
400 gram ærter
Ærteskud
2 stk. citron
Frisk timian

Fremgangsmåde

1)    Den flotte kylling parteres og marineres i citron, olivenolie, timian, salt og peber. Kyllingen steges i ovnen ved 185 grader, indtil den er færdig.

2)    Kartoflerne skylles og koges i saltet vand. Gerne med et stykke løvstikke. 

3)    Grønne asparges knækkes af i bunden og snittes på skrå i 3 stykker.

4)   De hvide asparges skrælles og snittes på skrå i 3-4 stykker.

5)   300 gram ærter overhældes med kogende vand, og blendes med en klat smør og evt. lidt mælk til en lækker puré. Smag til med salt og peber. De sidste 100 gram skal bruges ved anretning.

6)   Det hele anrettes flot på en tallerken. Der kan pyntes med ærter og friske krydderurter fra baghaven  ;o)

torsdag den 19. juni 2014

Jomfruhummerhaler & Aioli - Madsvinene 1:4 - Maj 2014

Det er maj og forårsudgaven af Madsvinene står for døren. Dagens location er casa Wonsyld i Tranbjerg.

Le chef har lavet en lækker menu, der afspejler det fine vejr og en veltrimmet græsplæne.

Aftenens menu:


1.       ret       Jomfruhummer 

2.       ret       Sødam & Samsø

3.       ret       Kokos & Malibu

4.       ret       Rababer & hvid chokolade 



Jomfruhummerhaler & estragon aioli


Jomfruhummer - Aioli - Kølig vin


Ingredienser - 4 pers.

1 kg. jomfruhummerhaler
Frisk estragon
1 knivspids dijonsennep
3 stk. past. æggeblommer
1 tsk. hvidvinseddike
Ca. 5 dl. planteolie
Salt
4-6 fed hvidløg 


Fremgangsmåde 



1)     Jomfruhummerne klippes fri i ryggen. (se billede) Lægges i et ovnfast fad.


Jomfruhummer

2)      Hvidløg blendes med 2 dl. planteolie.

3)      Så skal der laves aioli. Æggeblommer piskes godt med sennep, salt og hvidvinseddike. Kom stille og roligt halvdelen af hvidløgsolien i. Derefter piskes videre, mens der hældes yderligere ca. 2 dl. planteolie i. Smag om der skal mere salt, peber eller evt. lidt citron i. Kom til sidst lidt friskhakket estragon i.

4)      Hæld resten af hvidløgsolien ud over jomfruhummerhalerne og sæt dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 10 minutter.     


Peter ordner jomfruhummer


Servér jomfruhummerhalerne med estragonaioli, og pynt af med lidt friske krydderurter fra haven - og - hvis der er lagt en vin på køl, så er det bare toppen.