fredag den 10. februar 2012

Asiasiske frikadeller & en glad salat med æbler og blåbær.

Jeg vil lave noget thai frikadelle-agtigt, tænker jeg.. Nudler i rucolaolie.. og sådan en dejlig salat med æbler og blåbær. Jeg handlede ind i det lokale supermarked og der var blåbær til 10 kr. for en bakke med 250 G. Det er nu billigt nok!

Kalv&Gris / Nudler / Æble / Broccoli / Gulerod            

Lækre asiasiske frikadeller med ingefær, hvidløg og chili. Dertil serveret en salat af Belle de boskoop æbler, broccoli, gulerodsbånd og blåbær samt nudler i rucolaolie.


Lune frikadeller og frisk salat :o)

Salat af belle de boskoop æbler, blåbær og broccoli



Ingredienser: - 4 personer. -

Frikadelle:
500 G. Hakket kalv/gris
1 stk. Løg
4 fed. Hvidløg
½ stk. Chili
3 stk. Forårsløg
1 tsk finthakkede Ingefær
1 stk gulerod
2 æg
1½ dl. mælk
ca. 100 G. mel
Salt & peber

Salat:
2 stk. æbler
Blåbær
Babysalat
2 stk. gulerødder
Hvid sesam

Rucolaolie:
Rucola
Hvidløg
Olivenolie

Fremgangsmåde:

1) Hakket kalv/flæsk blandes med æg, mælk, mel, snittede gulerødder, løg og forårsløg. Fintsnittet ingefær, hvidløg og chili tilsættes. Røres godt sammen og smages til med salt og peber. Brug evt. cyennepeber for mere spice.

2) Salat skylles. Æbler skæres i 8 både, blandes med citron og olivenolie, og bages i ovn 5 min. ved 180 grader.

Broccoli skæres i buketter og blancheres.

Gulerødder skrælles og skæres i bånd med en tyndskræller (skrællekniv)

Blåbær skylles.

Æbler, broccoli og gulerodsbånd blandes sammen. Lægges på fad og toppes med lidt salat, hvid sesam og blåbær.

3) Rucola, olivenolie, hvidløg og citronsaft blendes sammen.

4) Nudler koges få minutter i vand med salt. Nudlerne vendes med rucolaolien inden servering.

Så mangler det bare, at familien sætter sig til bords.

  

søndag den 5. februar 2012

Nye svinekæber i Æble og Vanilje - Blå kartofler og jordskokker.

Så laver jeg lige svinekæber i æble og vanilje igen. Denne gang med blå kartofler og jordskokker.

Det her var hovedretten til mit lille projekt med en flok frivillige, som havde lavet en hjemmeside for nogle andre.. så slutter cirklen her :-)

Svinekæber - Vanilje - Æble - Blå kartofler - Jordskokker

Braisseret svinekæber i egen sauce af æble og vanilje. Anrettet med ristede blå kartofler og karameliserede jordskokker samt bagte rødløg.
Toppet med nordafrikansk hasselnøddeblanding.






Så er svinekæberne anrettet.. pyntet med frissé og timiankviste

Ingredienser: - 8 små hovedretter -

16 stk. (1,5 kg) Svinekæber
5 dl. æblejuice (uden tilsat sukker)
½ Vanilje stang
20 stk. hel korianderfrø
1 stk. stort Løg
5 fed Hvidløg
½ stk. Porre

Frisk Timian
Frissé salat (en meget fin salat, som egner sig godt som pynt)

800 G. Blå kartofler
800 G. Jordskokker
3-4 stk. Rødløg

Olivenolie
Salt & peber

Dukkah (se nedenstående link

Fremgangsmåde:

1) Fjern de værste sener og fedt fra svinekæberne. Brunes godt af i en gryde. Tilsæt løg hvidløg, porre og timian.
Tilsæt æblejuice og vand. Lad det simre 70-90 min. Kæberne skal være godt møre.

2) Blå kartofler vaskes og ristes i ovn med olivenolie, salt og peber.

3) Jordskokker vaskes og skæres i grove stykker. Smør og honning vendes i jordskokkerne. Bages i ovn ved 225 G. ca 20-25 min.

4) Rødløg skrælles og skæres i både. Bages i ovn ved 190 G. i ca 20 min. med olivenolie, salt og peber.

5) Når svinekæberne er møre sigtes lagen fra og en vaniljestang flækkes, skrabes fri for korn og kommes i gryden. Korianderfrø ristes på tør pande og kommes i saucen. Lad det reducere og jævn saucen. Juster smagen i saucen med æbleeddike, timian og salt.

Så skal der anrettes... Det er nu det gælder om at få det til at fungere på tallerknen. Det er her jeg har det bedst.. lige midt på tallerknen :o)

3 stykker svinekæber (skær dem evt. i halve) ligges på tallerknen, samt 2-3 stykker blå kartofler og jordskokker. Dryp lidt sauce over svinekæberne. Pynt med frissé, frisk timian og dukkah.

Velbekomme - Dette er en lækkerbisken!

Æbleeddike kan erstattes med hvid balsamico.

tirsdag den 31. januar 2012

Restaurantanmeldelse - På besøg hos café Slap Af, Århus

Vinden blæser i mit hår.. det er koldt herude..

"skal vi gå indenfor? det ser hyggeligt ud, Jamen kan vi så godt nå filmen i biffen... Jah.. vi tager den sene film... så har vi to timer til 3 retter mad, kom så går vi ind."

Vi skal spise på café Slap af.


                                                                       som ligger i latinerkvarteret, Århus.

Vi fik et bord tæt på køkkenet, så vi kunne følge lidt med.

Køkkenchef Rasmus Vinther stod i køkkenet og styrede tropperne. Det gjorde han rigtig godt. Her kommer menuen, som han lavede til os denne aften. Restauranten var helt fuld, så han havde nok at se til.

Vi startede med lunt brød og en kraftig Aioli med paprika.

Aioli & Brød som starter


Forret:

Carpaccio af oksemørbrad, serveret med rucolasalat, parmasan og pinjekerner. 

Carpaccio af oksemørbrad


En rigtig god klassisk ret. Her peppet op med en fin rucola gelé, syltede rødløg og sprød rugbrød på toppen. Tallerknen var pyntet med balsamico glace. 

Når denne klassiske ret er lavet så godt som vi oplevede det, bliver man aldrig træt af carpaccio. 


Hovedret:

Stegt svinekam toppet med crunch, piment-creme, grillet kartoffel, selleri-puré samt artiskok.

Svinefilet med crunch og grillede kartoffel tårn


Utrolig saftig og helt perfekt stegt svinekam! Toppet med en fræk kombination af finthakkede sprød svær, citron og persille. Bunden i tallerknen var en lækker creme af grillet rød peberfrugt.
Anretningen var ledsaget af glacerede gulerødder, kartoffelchips og syltede artiskokblade.

Helt klart aftenens bedste ret. Ros til køkkenet for rigtig godt håndværk.

Dessert:

Hjemmelavet SNICKERS-BAR serveret med karamel-kaffeis.

Snickersbar & Mokka-karamel is


Dessert :o) Jo, det er lækkert.. Homemade snickers.. Lækker lækker karamel med peanuts på chokoladebund, overtrukket med mørk chokolade. Sammen med snickers fik vi en cremet og smagsfuld is af karamel & kaffe. Isen lå på en god mængde puffsukker.. så der var fyrværkeri i munden under hele desserten. 
På tallerknen var der også pyntet med en lille mousse af hasselnødder samt en chokolade creme.


Konklusion: Hvis du ikke har været på café Slap Af en lørdag aften, ja så se at komme afsted. Godt håndværk, god stemning, afslappet og opmærksom betjening. Vi kom af med 665 kr for 2 gange 3 retter, 3 glas vin og én kaffe samt en enkelt cocktail. 

Café latte


Jeg vil også rose køkkenet for deres kreativitet. De formår med enkelte råvarer at fremtrylle nogle flotte og velsmagende retter. På den måde kan de servere en gourmetmenu til kun 200 kr for 3 retter.
Det er helt sikkert køkkenets fortjeneste, at der stort set er fuld hus hver lørdag aften på caféen i latinerkvarteret.

Det er kun lørdag aften de kører konceptet 3 retter for 200 kr. Resten af ugen er det normalt cafékort. 

Vi kommer gerne igen og giver vores varmeste anbefalinger.



lørdag den 28. januar 2012

Brisler på menuen

Så skal vi da lige have stegte brisler :-) Jo det er rigtig lækkert. Det var Inge Marie som gerne ville have denne lækre spise, og da hun og Ulrik kom til spisning, var det oplagt, at det skulle på bordet.

Så sådan blev det. Jeg har ikke lavet brisler længe så det var et godt gensyn.

Brisler / Blå kartofler / Spidskommen
Stegte brisler i fin salat med blå kartofler, gulerødder i spidskommen samt rødløg og forårsløg i timian.



Så er brislerne anrettet - klar til servering.


Ingredienser: - 4 portioner -

800 G. Brisler (der er en del fedtknuder og sener som skal skæres fra efter pochering)
400 G. Blå kartofler
400 G. Gulerødder
2 stk. Rødløg
2-3 stk. Forårsløg
½ stk. Broccoli
Babysalat
Timian

Salt & Peber
Olivenolie
Neutral olie (planteolie)
Smør  

Kokkens tip: Jeg anbefaler 100 gram brisler pr person, da der er forholdsvis meget fedt omkring kirtlerne. 

Pochering: varmebehandling af madvarer i væske lige under kogepunktet.



Fremgangsmåde:

1) Brisler udvandes i 4-5 timer i koldt vand som skiftes et par gange undervejs. Når brislerne er udvandet skal de pochere i en gryde med laurbærblade, et løg, salt og et par kviste timian. Brislerne skal pochere ca. 40-45 min.

Tag dem op af lagen og læg dem i let pres (f.eks. mellem to tallerkener) mens de afkøler. Derefter fjenes hinder og fedt.

Brislerne skæres forsigtigt i mindre stykker. Paneres i rasp og steges i neutral olie og smør. Krydres med salt og peber.

2) De blå kartofler steges i ovn ved 190º. Blandes med olivenolie, salt og peber.

3) Gulerødder skrælles og skæres i 6 cm stykker som flækkes på skrå. Steges i ovn ved 190 grader. Blandes med olivenolie, hel spidskommen, salt og peber.

4) Rødløg skæres i både og steges i ovn ved 190º. Husk lige lidt olivenolie, salt og peber samt timian.

5) Broccoli skæres i små buketter og blanceres.

Anretning: Læg lidt salat i bunden. 3 stk brisler. Lidt blå kartofler og gulerødder. 2-3 buketter broccoli. På toppen kommes de 2 slags løg. Lidt frisk timian og evt kørvel bruges som pynt. Drys med havsalt.

Olivenolie servers on the side.

Denne ret serverede jeg som aftensmåltid. Men den ville også være fin som frokost. Hvis den skal mætte mere kan man tilføje lidt ekstra blå kartofler, gulerødder samt salatblade. Som nævnt vil jeg ikke anbefale mere end 100 gram kød pr person da det er rimelig fedtholdigt.   


søndag den 22. januar 2012

Svampecappucino - Great starter for your dinnerparty.

For nogle dage siden havde jeg et lille show-kitchen arrangement, hvor jeg lavede denne lækre forret.

En lækker svampesuppe med kokosskum og ristede tigerrejer. Det giver et andet look og en helt anden oplevelse når maden bliver serveret og præsenteret på en anderledes måde.

Svampecappucino & Tigerrejer

Svampesuppe toppet med kokosskum og ristede tigerrejer på spyd. Denne ret er en som jeg er rigtig glad for og som godt kunne kvalificere sig til at være en af mine signaturretter.


Sidste finish på svampe-cappucino.
Svampecappucino serveret i shotglas.



Ingredienser: 8 kopper (1 dl pr kop)

400 G. Svampe (fx markchampignon og shitaki svampe)
100 G. Løg
3 fed Hvidløg
Hvidvin

2½ dl. Kokosmælk
1½ dl. Sødmælk
Kørvel
Olie
Salt & Peber

16 stk. Tigerrejer
8 stk. grillpinde (skæres i halve hvis de er for lange)
Fremgangsmåde:

1) Svampe, løg og hvidløg i store tern, samt timian sauteres i olie.

2) Tilsæt en sjat hvidvin og 4 dl. vand. Lad det simre 15-20 min til det er helt mørt. Blendes til en glat suppe. Den tynde del af kokosmælken kommes også i suppen, altså den meget tynde og vandede del af mælken.  

3) Til kokosskummet lunes sødmælk og den tykke del af kokosmælken. Når der skal serveres blendes mælken med en stavblender så det skummer op. Brug kun det helt luftige skum.

4) Tigerrejer sættes på spyd og ristes i ovnen ved 190 grader ca 10-12 min. Husk at krydre med olivenolie, salt og peber. 

5) Suppen hældes i koppen så der er en cm til kanten. Toppes op med skummet. Et spyd med to ristede tigerrejer, og en lille kørvel på toppen. Drys lidt cyennepeber på skummet.

En ekstra feature kunne være at riste lidt østershatte og putte i bunden af koppen.