søndag den 3. januar 2016

Nytårsmenu 2015 - Hovedret - Gris & Grønkål

Så er det blevet nytår, og det skal da fejres med en lille lækker menu :o) 

Vores gæster havde taget forretten med, og den var rigtig lækker dén Thomas havde kreeret. 3 små kombinationer på tallerknen. Især braiseret laks med mango på crouton smagte nærmest himmelsk :o)  

Her kommer min hovedret.

Gris - Chorizo - Aubergine
Svinekæber og svinemørbrad serveret med grillet peberfrugt og aubergine, garnerede med spansk chorizo, abrikos og ristede mandler 
Svinekæber og svinemørbrad

Ingredienser -6 pers.
svinemørbrad
små chorizopølser (Ristes på en pande)
svinekæber
2 dl. rødvin
5 dl. oksefond
½ dl. mørk balsamico
laurbærblade
1 stk. løg
3 fed hvidløg
1 stor gulerod

1 stk. aubergine
2 stk. rød peberfrugt
lidt revet parmesanost
rasp

Grønkål
2 stk. æbler
1 stk. citron
olivenolie 
evt. hvid balsamico

Tørrede abrikoser (skæres i halve)
mandler (ristes i ovnen ved 160 grader i 12-15 min.)
1 dl. belugalinser 
1 lille bdt. persille

evt. syltede rødløg


Fremgangsmåde
1) Svinekæberne brunes godt af ved høj varme. Rødvin og balsamico kommes i gryden og derefter skal det reducere 5 minutter inden du kommer fond, laurbærblade, løg og gulerødder i. Husk også lidt salt og peber. 
Lad det simre indtil svinekæberne er helt møre. Det tager ca 1-1½ time. Nu kan du sigte lagen fra og jævne den til en lækker sauce. Smag til med lidt hvidløg, soya, timian, salt og peber. Du kan også komme lidt vanilje i saucen. Det fungerer også rigtig godt.  

2) Svinemørbrad befries for de værste sener. Brunes af på en pande ved høj varme så den får en fin gyldenbrun stegeskorpe. Husk at krydr med rigelig salt og peber. Det er også lækkert at smide et par fed hvidløg på panden når du bruner mørbraden af. Steges færdig i ovnen ved 160 grader indtil kernetemperaturen er 60 grader. Jeg kan godt lide, at den er lidt rosa, så er den stadig dejlig saftig.  

3) Aubergine og peberfrugt skylles. Aubergine skæres i skiver af knap 1 cm tykkelse. Peberfrugt skæres i kvarte og kernerne fjernes. 
Aubergine og peberfrugt lægges på en bageplade og pensles med olivenolie. Krydr med salt og peber, og også gerne lidt rosmarin og hvidløg.
Bages i ovnen ved 235 grader indtil de er begyndt at tage farve. Giv dem evt. grill et par minutter til sidst, hvis det er nødvendigt. 

Nu lægges aubergine og peberfrugt i lag, og der toppes af med revet parmesanost, som er blandet med rasp. 

De færdige tårne skal nu bages af i ovnen i 10 minutter, så de bliver sprøde på toppen. Sæt ovnen på 200 grader. 

4) Grønkål skylles grundigt og snittes i tynde strimler. Æbler snittes i tynde skiver og blandes med saften af en citron og lidt olivenolie. Grønkål og æbler blandes sammen. Giv den lidt salt og peber og evt. et skvis hvid balsamico, hvis den mangler lidt kant. 

5) Belugalinser koges i saltet vand. Når linserne er kogt sigter du vandet fra og vender lidt hakket persille i. 



Nu skal du anrette det helt flot på en tallerken eller på fad - det bestemmer du selv! :o) 

Velbekomme


Ingen kommentarer:

Send en kommentar