onsdag den 28. oktober 2015

Restaurantanmeldelse: Hærværk, Aarhus

Restaurant Hærværk har vakt kokkens interesse, efter at de allerede har fået en Bib Gourmand i Michelin guiden. Jeg har hørt, at fyrene som står bag Hærværk går til sagen med deres helt egen stil og uden frygt for, hvad der normalt forventes af en restaurantoplevelse. 
Bib Gourmand indikerer, at en restaurant serverer vellavet mad til en rimelig pris.

 

Jeg havde på fornemmelsen, at der ventede noget helt specielt denne aften, men alligevel blev jeg overrasket. Både maden og vinen var i deres egen liga.

Denne aften havde fruen og kokken fået selskab af Hans Kristian. 

Vi ankom til restauranten kl. 18.00, og fik straks henvist hvor vi kunne hænge vores overtøj. Derefter fik vi et bord i hjørnet helt tæt på køkkenet. Vi blev hurtige enige om, at vi efter vores egen mening, havde fået det bedste bord. God start på aftenen. 

Tjeneren kom straks og spurgte om vi ønskede at starte med lidt snacks og bobler. Ja tak, det var vi klar på.



De fire små snacks bestod af friteret grønkål i en slags orly dej. En lækker og sprød hapser. Derefter var det nogle fine løgringe, som også var stegt sprøde. På den sidste tallerken var der en rigtig fræk knoldselleri rulle, der var fyldt med brandete af kulmule og kartoffel. Utrolig fin lille sag. 
Den sidste snack var en krustade med oksetatar, som var en super sag at afslutte snackafdelingen på. Så var vi ligesom i gang med aftenen.

Vores tjener kunne også berette, at en af ejerne var et smut i Italien for at lære at lave rigtig pasta. Jo, man må sige, at de er dedikerede på Hærværk.




Den første af de 5 retter var syltede og grillede hvide asparges drysset med majsstøv, serveret med sauce blanket og frisk rucola. Sauce blanket er en kold sauce lavet af æggeblommer og afklaret smør.  
Denne ret var utrolig enkel og simpel. Gode råvarer og godt håndværk var tydeligt at se på denne tallerken. På Hærværk bruger de gamle teknikker når de laver mad. Kokkene havde syltet de hvide asparges, og så kan man vel godt servere dem i oktober, selvom sæsonen for hvide asparges er længe forbi! Jo, det kan man helt sikkert.
Super fin og delikat ret.   




Som ret nummer to fik vi serveret rødbeder og peberrod. Her kom vi ud i en lidt mere vovet ret. På forhånd var jeg spændt på, hvor dominerende peberroden ville være. 

Smagen af peberrod var der, men oplevelsen som jeg ofte har haft med peberrod var der ikke. Det kunne jeg rigtig gode lide. Creme fraishe cremen fungerede godt med en rødbede kompot i bunden og det rå rødbedebånd med peberrod på toppen bandt det hele sammen. En noget anderledes ret og kokkene viser, at de kører deres egen stil. 




Røget kartoffelmos med blåmuslinger, asier og brændt hvidløg.
Den røgede smag var tilført ved at røre røget smør i kartoffelmosen. Den røgede kartoffelmos blev serveret med blåmuslinger og syltede asier. Hen over den dybe tallerken var der et slør af sprød kartoffel, og som et fint finish var der revet brændt hvidløg ud over. En meget spændende og anderledes kombination. Fruen er dog ikke fan af den røgede smag. - Det skal man være meget glad for, da den er meget fremtrædende i retten. Til gengæld er jeg derimod stor fan af røg i maden. 




Det, der må betegnes som aftenens hovedret, var denne delikate servering med supermørt højreb. Det blev serveret i en sprød mørdejsbund med kantareller i kraftig sauce. Meget smag og lækkert højreb! Tak.
  







Efter hovedretten kom tjeneren og spurgte om vi ville have ost inden desserten. Nu er jeg meget glad for ost, så det var jeg bare klar på. Lisbeth og Hans Kristian lod mig være ene mand om osten :o) 

Blue d´auvergne med aroniabær og marengs. 
Et rimelig stor stykke ost garneret med syltede aroniabær og marengs. Det var endnu en kombination, som jeg ikke havde set før, men det fungerede bare super godt med sød marengs og de kraftige aroniabær til den franske ost, som der var godt med power i. Kan jeg "like" denne ret på Facebook?! Så vil jeg gerne det!




Jeg har en sød tand, så ser altid særligt frem til desserten. Kokkene havde tryllet denne lækre kreation frem.
Den stod på kamilleis i ledsagelse af karameltuille og æblebånd. En forholdsvis neutral ret, hvor isen dog formåede at bare retten hjem.   



Efter 5 retter plus diverse siger man ikke nej til kaffe :o) Jeg valgte en sort kop kaffe. På Hærværk har de ikke smarte espressomaskiner med mælkeskummer, så hvis du vil have kaffe får du den klassiske filterkaffe. Den var nu også rigtig god så ingen panik. Fruen og Hans Kristian valgte begge japansk grøn te. En meget mild og neutral i smagen.
Vi fik serveret et lille stykke kringle sammen med kaffen. Igen overraskede kokkene. Den klassiske kringle smagte rigtig dejligt, men jeg savnede nu alligevel et lille stykke chokolade til min kaffe ;o) 

Dette billede er lånt fra Restaurant Hærværks hjemmeside

Vi fik vinmenu, så der kom et nyt glas vin på bordet til hver ret. Alle deres vine på Hærværk er økologiske eller biodynamiske. Vores tjener fortalte os, at de har omkring 17 forskellige producenter, som de køber vin fra! De udvælger nøje, hvilke vine som kommer på kortet. 
Nogle af vinene var måske lige vilde nok til mig, men bestemt en oplevelse at smage vin, som er valgt med så stor omhu.   

Konklusion:  

Vi var 3 personer og kom af med 2840 kr. For 5 retter med vinmenu, plus snacks med bobler, en enkelt ost med vin, og kaffe med sødt. Det synes jeg bestemt er en rimelig pris for det vi fik serveret. 

Det er ikke den klassiske restaurant oplevelse man får på Hærværk, men til gengæld får man en unik oplevelse med spændende kreationer og udfordrende vine.   
Jeg gik ud fra restaurant Hærværk en stor oplevelse rigere. 
Tør du gæste Hærværk? De vil give dig en seriøs gastronomisk oplevelse, ud over det sædvanlige. Så, jeg siger det bare... book et bord før din nabo!

Tak for en fantastisk aften - og på gensyn.    

fredag den 16. oktober 2015

Grove birkes - med havregryn og grahamsmel

Det er efterårsferie på Bavnegårdsvej. Jeg har børnene hjemme, så den står på hjemmebag og bustur :o) 

Jeg har set Mette Blomsterberg, hvor børnene er med i køkkenet, så det prøver vi ;o) Sammen har vi bagt grove birkes. 

Birkes - gør dem lidt sundere med havregryn og grahamsmel  

Lune birkes til weekenden :o)

Ingredienser
2 dl. mælk
40 gram gær
200 gram smør
3 æg (det ene til pensling) 
salt 
50 gram sukker
ca. 750 gram hvedemel (lidt af melet skal bruges når dejen skal rulles ud)
100 gram havregryn
60 gram grahamsmel

birkes til topping 

Fremgangsmåde

1) Gær røres ud i lunken mælk.


2) Tilsæt smeltet smør, æg, salt og sukker. 

3) Hvedemel, grahamsmel og havregryn røres i. Ælt dejen godt igennem indtil den er glat og smidig. 

4) Dejen skal ikke hæve endnu. Del dejen i to klumper og rul hver ud i 20x60 cm. Pensel dejen med sammenpisket æg og fold dejen over hinanden så den er 1/3 i bredden. Vend dejstangen om og skær dem ud i ønskede bredde. Pensel med æg og drys toppen med birkes.    

Sprøde birkes
Lad dem hæve til dobbelt størrelse.

Bages i ovnen ved 220 grader i ca. 15 minutter.  


 Disse birkes er også rigtig gode at komme i fryseren inden de er bagte. Så er de lige til at tage ud af fryseren aftenen før, og så kan du hurtig lave lune friskbagte birkes til familien en weekendmorgen. Det bliver de glade for ;o) 

PS. Det gik rigtig godt med børn i køkkenet. Noa lavede sine helt egne mini birkes :o) De var så gode, at de næsten var spist inden de var kølet helt af!

lørdag den 3. oktober 2015

Mormors marmorkage - nu med rigtig chokolade

I sidste uge fik jeg pludselig sådan en lyst til marmorkage... jo, det er en svundet tid, dengang mormor serverede marmorkage til eftermiddag, med en kop saftevand. 

Susan og Thomas kommer på besøg i dag, så jeg vil servere marmorkage og saftevand. De voksne må gerne få kaffe og te ;o)  
Jeg har dog opgraderet kagen med lidt mørk og hvid chokolade. 
 
Gourmet Diner goes classic! 

Mormors marmorkage - nu med rigtig chokolade


Marmorkage i sen sensommersol!

Marmorkage som mormor ville være stolt af!

Ingredienser
225 gram blødt smør
225 gram rørsukker
4 æg
1 tsk. vaniljesukker
225 gram hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 spsk. kakaopulver
75 gram mørk chokolade
75 gram hvid chokolade 

Fremgangsmåde
1) Smør og sukker piskes sammen. 

2) Tilsæt et æg af gangen. Derefter vaniljesukker.

3) Mel og bagepulver røres grundigt i dejen.

4) Dejen deles i to. Kom smeltet mørk chokolade og kakaopulver i den ene halvdel. Den hvide smeltede chokolade, røres i den anden halvdel af dejen.

Kom dejen i en smurt form og bag den ved 175 grader i ca. 1 time. Tjek med en tynd gaffel om der hænger dej på, og giv den evt. 5 minutter mere, hvis dejen ikke slipper helt. Det virker umiddelbart som lang tid, men det tager noget tid for denne kage at blive færdig :o) Men til gengæld er den nem og hurtig at bikse sammen.  

Det kræver tålmodighed når man går tilbage i tiden og bager marmorkage! 

søndag den 27. september 2015

Jensens Bøfhus - tæt på motorvejen ved Tilst

Jeg har startet en lille rundtur i landet for at se på, hvilke spisemuligheder der er, når man er på tur på de danske motorveje.

Mens vi kørte på motorvejen kunne Lisbeth berette om, at Jensens Bøfhus i Tilst altså kun lå 3 km fra motorvejen... så den kunne godt anmeldes på kokkens blog under mit nyopfundne koncept og interesse omkring hvad, og hvor vi kan spise når vi kører på de danske motorveje. Jamen så må vi jo gøre det. Fruen er fiks og ringede straks for at sikre sig, at de havde et bord klar til os. Fra bagsædet kunne man høre de små spørge "kan man få cola?"

De har i øjeblikket et søndagstilbud, hvor børnene spiser gratis! Det er da om noget familieorienteret. Vi byder velkommen til en familierestaurant.


Service/Betjening: Vi blev mødt af en ung mand med stort smil, som gav os en behagelig velkomst. Vores tjener ved bordet var også utrolig servicemindet og med et smil på læben. :o) Børnene fik endda selv lov at vælge farve på den ballon som de fik, da vi tog afsted. Service, det forstår de her på Jensens.

Vi spiste:



Jeg fik bacon/cheese burger med tykke fries, ketchup og majonæse. I burgeren var der lidt salatblade, et par skiver tomat, dressing og selvfølgelig bacon og ost. Det var en ok burger uden at være prangende. Bollen var en grov en af slagsen, så den var helt i orden. Den kostede 129,- 



Lisbeth valgte Rump steak. Fruen syntes, at bøffen var fin mør og tilmed stegt perfekt rosa, lige som hun ønskede. Så kunne det ikke gå helt galt derfra. Favorit saucen var også i orden. Der var rigeligt med tykke fries (gratis opfyldning). Fruen havde valgt at tilkøbe en omgang grillede grøntsager for at få lidt grønt på tallerknen. 
149,- for bøffen plus 19,- for grillede grøntsager. Det er vel en fair pris, men heller ikke mere, når man tænker på, at der ikke er brugt mange minutter på at forberede til sådan en ret. 



Børnene fik pizza, små gulerødder og soft ice til dessert. Næsten gratis... vi måtte slippe 10 kr. pr. barn for gulerødderne! Det er jo stadig rørende billigt, men der manglede lige lidt mere info omkring, hvad der er gratis til børnene. Bortset fra denne lille svipser var servicen helt i top, og med godt humør trods travlhed i restauranten.



Cola og pizza... kokkens børn var glade! Hmm jeg skal nok få dem til at spise hummerhaler og dippe dip!








Restauranten: Der var pænt og nydeligt i restauranten samt en hyggelig stemning blandt gæsterne. Personalet så også ud til at være i god stemning, trods de havde rigeligt at se til.

Toiletter: De var pæne og rene. Der var dog kun ét wc på herretoilettet. Det er ikke meget når restauranten er helt fuld.
 
Til børn: Der var et lille legerum i kælderen. 15 kvm. med lidt puder og to små skærme på væggen. Væggene var dekoreret rigtig fint, men jeg må dog alligevel sige, at det var et lidt tamt legerum - og i et lille kælderrum uden vinduer bliver det aldrig rigtig hyggeligt.

P-forhold: Der er rigtig mange parkeringspladser. Så den er i orden.    

Jensens Bøfhus ved man hvad man får. Ikke de store udsving og overraskelser. Standard mad i familiehøjde!

onsdag den 16. september 2015

Bounty? Ja tak!

Står du mangler en lille fræk ting, som du kan servere for dine gæster, så kommer her en meget nem og simpel opskrift på lækre hjemmelavede bounty. Dine gæster vil helt sikkert sige "wow, hvor har du meget overskud" Det var da noget i den stil Lone, Linda og Andreas sagde i går :o)

Det er lækkert at imponere, når det er så taknemmeligt som disse bounty. 

Bounty - den i rød indpakning! (altså mørk chokolade;o)) 

Så er der hjemmelavet bounty


Ingredienser
1 ds. kondenseret mælk (400 gram)
235 gram koksmel
ca 200 gram chokolade 60% (du kan selv bestemme hvor mørk du ønsker chokoladen)

Fremgangsmåde
1) Kondenseret mælk og kokos røres godt sammen. Sæt det på køl et par timer, så det bliver til en fast konsistens.

2) Smelt chokoladen.

3) Nu kan du forme dine bounty som du ønsker. Overtræk dem med smeltet chokolade og sæt dem på køl indtil chokoladen har sat sig. 
Hvis du ønsker at drysse noget pynt på din bountybar skal du huske at gøre det inden chokoladen størkner :o) 

Super lækre bounty - server med en god kop kaffe
  
Wup wup... så er der hjemmelavet bounty til kaffen. 

God fornøjelse med det!