mandag den 20. juli 2015

Kalvefilet 56 grader - ærter og hindbær

Er du ved at få sommerkuller...? nej okay det er du nok ikke, så varmt er det jo heller ikke! Men derfor kan det være rigtig rart med hurtig og nem aftensmad. 

Keep it simple...

Jeg har lavet denne lækre sommerret som passer perfekt til weekenden, hvor du måske skulle overveje om ikke du skulle invitere nogle venner på besøg, så du kan diske op med denne dejlige rosastegte kalvefilet. Det ville de blive glade for ;o) 

Kalvefilet 56 grader - ærter og hindbær  
Rosastegt kalvefilet med ærtepuré, friske ærter og hindbær

Lækker rosa kalvefilet

Ingredienser - 6 pers -
1 kg. kalvefilet
250 gram ærter til puré (jeg brugte frosne)
1-2 dl. mælk
10 gram smør 
En håndfuld friske ærter i bælge
1 bk. friske hindbær
Mandler
Friske urter til pynt

Jeg serverede nye kartofler til. Kogte og vendt med citronskal, havsalt og friske urter. 
 
Fremgangsmåde
1) Jeg valgte at lade den øverste fedtkant sidde på fileten, og bare fjerne sener fra siderne og under fileten. Skær den igennem på langs. 
Så skal den brunes godt af på en meget varm pande, med lidt hvidløg og timian. 
Steg kalvefileten i ovnen ved 60-70 grader indtil den har en kernetemperatur på 56 grader. Det tager et par timer, så husk at komme i gang i god tid. 

Du kan godt sætte temperaturen op til 100 grader, men så heller ikke mere. Bare lige hvis du ikke har tid at vente. Men jeg anbefaler at prøve den meget lave varme.

Når man steger kødet ved lav varme bliver det total mørt og saftigt. Det er virkelig en fornøjelse at sætte tænderne i. Kødet kan godt blive lidt stresset når det får høj varme. 

2) Så skal der laves ærtepuré. Lun mælk og smør i en gryde. Ærterne overhældes med kogende vand gennem en sigte. 
Blend ærterne til en fin puré. Tilsæt mælken lidt af gangen. Det er ikke sikkert, at du skal bruge alt mælken. 

Du kan servere denne puré lun eller kold. Den er ikke så god at varme op igen, da ærterne kan miste noget af deres flotte grønne farve. 

3) Mandler ristes i ovnen ved 160 grader indtil de er gyldenbrune, ca. 20-30 min. Prøv at knække en mandel undervejs, så kan du se om de har taget farve helt igennem. 

4) Hvis du skal have nye danske kartofler til er det nu du skal koge dem :o) 

Kalv med friske ærter og hindbær
Jo, det bliver skønt det her. Du kan vælge at anrette som på billedet eller servere det i små skåle og kalvefileten på et lille fad. 

                                          Har du inviteret vennerne?

Nyd solen mens den er der! 

3 kommentarer:

  1. Man bliver jo fristet af en lækker opskrift - jeg er så heldig at have hjælp til madlavning i øjeblikket (din mor) din mor og far er så flinke at hjælpe mig med om og tilbygning af huset efter vi har haft oversvømmelse.
    Flemming

    SvarSlet
  2. Hej Flemming,
    Jamen kan du ikke få min mor til at lave lidt lækkert mad nu de er der? ;o) Mon ikke min far har travlt med at være håndværker.

    SvarSlet
  3. jo, de har meget travlt med håndværkerjob - og gør virkelig en stor indsats - der ud over har din mor tid til at lave mad - fantastisk
    Flemming

    SvarSlet